Kontakt os: info@yostudios.com

YO GUIDE JANNI IDE DAUGAARD

MØD YO GUIDE JANNI IDE DAUGAARD

Janni er ny underviser hos YO STUDIOS Aarhus og vi glæder os til at lære hende lidt bedre at kende. Læs mere om Janni her…


JANNI, FORTÆL OS LIDT OM DIG SELV?

Jeg hedder Janni Ide Daugaard, bor i Aarhus, driver en virksomhed der hedder Matrika og så er jeg i gang med en bachelor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet. I Matrika laver jeg primært to ting. Den ene handler om det jeg kalder ‘Hverdagsbalance’ som er inspireret af den del af ayurveda, der kaldes ‘Dinacharya’. Det handler kort fortalt om at man har nogle hverdagsrutiner omkring, der forebygger ubalancer fysisk, mentalt og spirituelt. Og det er naturligvis i den del af min virksomhed hvor yoga og meditation passer ind. Den anden ting jeg laver i  min virksomhed handler om visuel kommunikation. Jeg studerede på skolen for visuel kommunikation i Haderslev fra 2008-2010. Indenfor visuel kommunikation arbejder jeg primært med autenticitet og storytelling på sociale medier. Måden jeg selv holder balancen på i en til tider pakket hverdag er at få små lommer af nydelse ind. Det kan være en yoga- eller danseklasse i YO, et besøg på LaCabra i Graven, tid i naturen, at sidde på en bænk og se på mennesker, gode nærende samtaler med folk jeg holder af og min daglige meditationspraksis.

HVILKE HOLD UNDERVISER DU I YO STUDIOS?

Her i sommer underviser jeg YO HATHA, YO Vinyasa og YO RESTORATIVE & MEDITATION, og fra september underviser jeg YO SOFT VINYASA, YO SLOW FLOW og YO RESTORATIVE & MEDITATION.

HVORDAN FANDT DU VEJEN TIL AT BLIVE UNDERVISER?

Da jeg for mange år siden boede og dansede i Vejle, spurgte én af underviserne om jeg ville assistere hende på et børnehold, og senere fik jeg faktisk mit eget ungdomshold. Jeg havde ingen undervisningserfaring, så jeg famlede mig frem i blinde. Det brød jeg mig ikke om og jeg stoppede faktisk før sæsonen var slut. En del år senere gik jeg fast til Pilates i et fitness studio i Horsens, og da min underviser skulle på tre ugers sommerferie vikarierede jeg som underviser. Mens hun var på ferie skete der dog nogle omstruktureringer i studiet, så hun kom aldrig tilbage og jeg overtog holdet fast. Jeg læste en masse bøger om pilates og brugte programmerne fra nogle af bøgerne og ja, prøvede mig igen lidt frem. Og kunne faktisk meget godt lide det. Så blev jeg uddannet som Les Mills instruktør i Bodyflow og et par år senere tog jeg min 200 timers grunduddannelse som yogalærer.

HVAD GIVER DET DIG AT GUIDE ANDRE I BEVÆGELSE?

Det er et godt spørgsmål. Mit umiddelbare svar er, at det giver mig mening. Jeg brød mig ikke om sport og bevægelse da jeg var barn, men elskede at gå lange ture. Jeg kunne også godt lide at svømme og danse. Men det var først, da jeg som 16 årig var til min første yogatime, at jeg virkelig mærkede den der ægte bevægelsesglæde. At det nu er en del af mit arbejde at formidle den form for bevægelse til andre, føles enormt meningsfuldt.

DIN TRÆNINGS/BEVÆGELSESFILOSOFI?

Mærk efter! Bevægelse er en form for kommunikation, hvor man tillidsfuldt interagerer med kroppen. Nogle dage har den brug for ro, andre dage er den fyldt med energi og har brug for at hoppe rundt og gøre noget vildt.

HVOR FINDER DU DIN MOTIVATION?

Det gør jeg rigtig mange steder. Jeg tror motivationen er lige foran os, hvis bare vi er åbne for at modtage den. Så det kan både være i naturen, på en kaffebar i Aarhus, i bøger, magasiner, dokumentarer, musik, i en drøm, i min aftenmeditation, i samtaler med andre og når jeg bevæger mig.

HVAD ER YO FOR DIG?

Det sidste halve år har YO været et fristed, hvor jeg er gået ned uden min telefon, for at bevæge mig og være en del af et fællesskab omkring bevægelse. Nu skal jeg selv til at undervise og er spændt på, hvad YO så bliver. Én af grundende til at jeg gerne vil undervise i YO er, at der netop er det her fællesskab omkring bevægelsen. Jeg har nemlig oplevet, at det er utrolig nemt at falde i snak med mennesker, som jeg ikke kendte i forvejen, fordi vi deler denne her passion for bevægelsen. Så for mig er YO et fællesskab omkring bevægelse.

HVAD BETYDER BEVÆGELSE FOR DIG?

For mig kan bevægelse egentlig både være bevægelse og stilstand. Det er en “knap” man kan skrue på, på sit hverdagsbalance-panel. Nogle dage kan der være stagnation i det fysiske eller mentale system, og så kan det være en god ide, at lave én eller anden form for bevægelses-bevægelse, der kan skabe flow og løsne op for stagnationen. Andre dage er der for meget bevægelse eller uro i det fysiske eller mentale system, så kan det være en god ide at lave noget stilstands-bevægelse der er med til at grounde den uro. Så bevægelse er nok en slags regulator for mig sammen med en masse andre parametre eller knapper på hverdagsbalance-panelet.

HVAD ER SUNDHED FOR DIG?

Jeg er jo ret inspireret af ayurveda og derfor er sundhed for mig balance. Ikke den slags balance hvor man skal stå helt stille på ét ben uden at røre sig. Balance er mere en slags råderum, som man med fordel kan holde sig indenfor. Og på den måde er balance i sig selv bevægelse. Kunsten er at undgå ubalancer, da det indenfor ayurveda er roden til fysisk og mental sygdom. Hvordan man gør det er individuelt, og derfor ligger der et ansvar hos den enkelte for at lære af sine erfaringer og prøve sig frem i forhold til hvor grænsen mellem balance og ubalance går. Så sundhed for mig er individuelt og rummer en større grad af selvansvar.

DIN ULTIMATIVE GUILTY-PLEASURE?

Okay, nu kommer jeg nok til at lyde lidt hellig. Men det er faktisk ret sjældent, at jeg føler skyld omkring nydelse. Det er dog ikke noget jeg er kommet sovende til, og det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg er i dag. Da jeg var midt i 20erne havde jeg en spiseforstyrrelse og der var enormt meget skyld forbundet med min kost. Det var hårdt, for jeg har altid elsket god mad og søde sager. Så på et eller andet tidspunkt i mit forløb tog jeg en beslutning om, at jeg ville finde tilbage til nydelse uden skyld. Og det har jeg gjort. Det betyder ikke, at jeg aldrig kan tænke, ah okay, måske jeg ikke havde behøvet at spise hele posen med lakridser. Men jeg tillader ganske enkelt ikke, at skylden overtager mig. Og fordi jeg har været gennem det forløb jeg har, er jeg også bevidst om, hvor min personlige grænse mellem nydelse og skyld går.

DINE VIGTIGSTE ELEMENTER I EN BALANCERET HVERDAG?

Hele panelet er vigtigt! For hvis der er ubalance ét sted, bliver det sværere at opretholde balancen de andre steder. Så det vigtigste for mig er samspillet mellem både fritidsaktiviteter, arbejde, sociale relationer, kærlighed, sex, alene-tid, medieforbrug, kost, bevægelse, fysisk sundhed, mental sundhed,  spirituel sundhed, økonomi, egenomsorg og hvad der ellers udgør ens hverdag.

HVAD GØR DIG GLAD HELT IND I HJERTET?

En stor naturoplevelse, et oprigtigt smil fra et andet menneske, et godt stykke musik, et smagfuldt måltid, en aften med gode venner, hvor samtalen bare flyder og ingen har lyst til at bryde op og tage hjem.

ET TIP DU VIL DELE MED OS?

De fleste af os har en hverdag, hvor vi bliver bombarderet med indtryk, så mit tip er at finde én eller flere simple ting, der grounder dig. For mig er det at bruge sesamolie som kropsolie og drikke vata te eller varm mælk med ghee, honning, ingefær, gurkemeje og kanel.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at undervise i YO. Og er spændt på at lære eleverne at kende.

Tak kæreste Janni og velkommen til YO familien!

Find Janni på INSTAGRAM HER!

Jeg er jo ret inspireret af ayurveda og derfor er sundhed for mig balance. Ikke den slags balance hvor man skal stå helt stille på ét ben uden at røre sig. Balance er mere en slags råderum, som man med fordel kan holde sig indenfor. Og på den måde er balance i sig selv bevægelse.

Mærk efter! Bevægelse er en form for kommunikation, hvor man tillidsfuldt interagerer med kroppen. Nogle dage har den brug for ro, andre dage er den fyldt med energi og har brug for at hoppe rundt og gøre noget vildt.

Jeg tror motivationen er lige foran os, hvis bare vi er åbne for at modtage den.